Ked dig – det er sundt

Mange mennesker er bange for at kede sig. Vi lever i en verden, hvor underholdning fylder eksplosivt meget i vores liv, og på rigtig mange platforme, selv i politik er underholdning blevet en præmis og et *point of no retur. Det er let at række ud efter iPad, computer, telefon, fjernsynets fjernbetjening og tænde for diverse underholdningsprogrammer, der vælter alt muligt ud og ind i vores dagligdag.

Men det er faktisk sundt at kede sig.

Kedsomhed kan tilføre kreativiteten rige mængder af idéer. Samtidig med at nærværet er i fuld fokus, både en fordel for dig selv og dine omgivelser. Kedsomhed kan også føre til stor spontanitet, hvilket er en ren leg for vores indre barn. Elsker at synge højt, gætte gåder og lave sjove grimasser med mine veninders dejlige børn. Begejstring, glæde, spontanitet og nysgerrighed hører det indre barn til og det skal vi aldrig glemme, selvom vi er voksne kontrolmennesker, er det sundt for kontrolapparatet at få fri engang imellem.

**Fem grunde til, hvorfor det er sundt at kede sig:

  1. Du bliver mere kreativ – Det er sikkert og vist. Når du giver din hjerne tid og rum, kan den lettere udvikle kreative idéer.
  2. Du reflekterer bedre – Det med at du har tid til at tænke over tingene, måske reflektere og gøre status over dit liv kan føre til positive forandringer.
  3. Du bliver mere empatisk – Et forskningsforsøg fra 2011 viser, at kedsomhed gør dig mere empatisk og er med til at udvikle sympatiske handlinger, fordi vi søger en mening med tingene.
  4. Du bliver ikke slave af dopaminkicket – Forskningen viser, at vi får et dopaminkick, hver gang vi oplever noget nyt. Det er ikke hele tiden godt for os. Vi bliver nemlig afhængige af kicket og har konstant brug for mere, for at opnå tilfredsstillelse. Nå du keder dig, får du en tiltrængt pause fra dopamincirklen og kan bedre fokuserer på de simple ting i livet.
  5. Du opnår mere ro – Forskning fra University East Anglia, England, viser at du bliver mere rolig i krop og sind, hvis du f.eks. i toget kigger ud af vinduet på naturen end at sidde og kigge på din skærm.

En ny tendens er begyndt at vise sig i vores kulturelle demografi. Flere og flere unge familier trækker stikket til den urbane metropol, i denne tid, og flytter på landet, hvor der er stille og roligt. Væk fra byens larm, forurening, forbrug og enorme dyre boliger. Det kan være en svær beslutning. For berøver vi vores børn noget? Kapper vi bånd til vennerne? Tænk hvis vi kommer til at kede os?

-Der har indfundet sig en ny følelse i vores familie. Og det er følelsen af, at ind imellem er det okay at kede sig. Jeg ved godt, vi kan læse spalte op og spalte ned om fænomenet, men det er rigtigt. Det med at acceptere at børnene lige nu siger med munken mine, at de keder sig, ”hvad skal vi lave, vi keder os og det her er et lorte sted ude på landet.” Ja, men så må du finde på noget. Det giver for mig en følelse af større nærvær, at der ikke konstant er underholdning hele vejen rundt om os. Fortæller journalist Bjarke Monrad Christensen, i programmet Kejser på DR P1. Bjarke Monrad Christensen flyttede med sin familie til en lille landsby i Østjylland fra det pulserende Vesterbro i Købehavn.

Nu er Bjarke Monrad Christensen selvfølgelig kun én stemme på tendensen, men han slår an til en problematik, som er mere og mere synlig blandt mange småbørnsforældre – børnene må endelig ikke kede sig og de blander sig i børnenes leg og kontrollerer i hoved og bag, hvad de leger. Og det er en synd. Lad dog børnene selv finde ud af det.

Når jeg tænker tilbage på min egen barndom, først i Havnegade Kbh., senere i Køge og hvordan vi børn legende i gården og på gaden. Dengang var børn meget mere synlig i gadebilledet, mange flere familier boede i byerne da lejlighederne var i en helt anden stand og pris. Men jeg tænker på den frihed, vi børn havde til at gå på opdagelse og rejse ind i eventyret lige i porten og under den hvide bro, uden at de voksne blandende sig. Blot spisetiderne og pligterne blev overholdt. Dengang kedede vi os da også, men vi fandt hurtigt ud af en fjollet sangleg, hinkesten, sjippetorv, sandhed og konsekvent, mens vi kunne købe mængder af slik for en to-krone.

Den frihed ansporede til mod, fordi der selvfølgelig også var uoverensstemmelser og forhindringer os børn imellem, som vi selv måtte finde ud af og det er en sund måde, at finde og få mod på. Nu skal dette skriv ikke gå op i børns frihed, men handle om kedsomhed.

Hvorfor er vi mennesker så bange for at kede os?

Psykolog og forfatter Svend Brinkmann taler og skriver meget om at vi mennesker skal gå glip af meget mere, end hele tiden at jagte og være til rådighed for alle mulighederne. Og her kan noget af forklaringen på fænomenet og skrækken for kedsomhed være.

Vi lever i det som forskerne kalder ønske-opfyldelses-teori, som betyder at vi skal have opfyldt så mange ønsker, som muligt for at få et lykkeligt liv. Jo mere jo bedre.

-Langt de fleste mennesker vil have så mange muligheder som muligt og vil ikke gå glip af noget, men i higen efter lykken glemmer mange det gode liv. Fortæller filosofiforsker Anne-Marie Søndergaard Christensen, som påpeger hvor givtigt det er at kunne kede sig.

Da jeg var 23 år forelskede jeg mig i en jyde, en dejlig mand og flyttede alt mit habengut fra Køge til Jylland. Først boede vi hos hans forældre ude i garagen, så flyttede vi i kollektiv og senere købte vi et gammelt bondehus i Glud, mellem Horsens og Juelsminde. Min kæreste spillede guitar og malede billeder. Vi havde et lille fjernsyn af en kasse med stueantenne i det lavloftede hjem, et stereoanlæg og en rød vægtelefon. Ingen computer, mobiltelefoner eller iPad. En dag tog vi en drastisk beslutning og skilte os af med fjernsynet. Det var faktisk et stort skridt. Kreativiteten stod ud af hænderne på os. Jeg begyndte at male. Først på lærreder, papir og senere på skjorter, tørklæder og andre tøjdele. Indimellem kedede vi os, men i de to år vi ikke havde fjernsyn lavede vi så meget andet kreativt, spontant og nærværende. Og det jeg vil frem til er, at vi selv rådede over vores tid og ikke et fjernsynsapparat, hvor vi sad passive foran eller det kørte uafbrudt i baggrunden. Slet ikke en kritik af fjernsynet, for det kan også være samlende, hvis vi selv vælger det, vi gerne vil se end at lade kassen køre i timevis uden samtaler.

Og selvfølgelig kan al den nye teknologi være oplysende og lærende, så længe vi ikke er slaver af det.

Så lad kedsomheden råde indimellem – det er sundt for kreativiteten, nærværet og spontaniteten. Ligesom med alt andet, der er uvant skal man øve sig. Prøv det, blot for en dag. Kom hviledagen i hu, lav ingenting og ked dig.

I mit onlinekursus 21 dage med kreative byggeklodser er kedsomhed også på programmet. Nysgerrig?

 

Kontakt mig her

 

*point of no return er en berettermodel i fire faser, som bruges meget i journalistik, film og litteratur, og er et vendepunkt for hovedpersonen, fortællingen eller historien – nu er der ingen vej tilbage.

**Research og kilde fra Information iform.dk/sundhed

By | 2017-11-19T10:58:03+00:00 november 19th, 2017|Coaching, Kreativitet, Personligt|0 Comments

Leave A Comment