Sorg er en stor følelse

I dag er det syv år siden min mor døde. Sorgen over at have mistet min mor, sidder stadig i mig, men den har ikke sit faste jerngreb, som for syv år siden.  I dag kommer sorgen snigende eller springer pludselig frem i perioder; ved højtider, ved fødselsdage, ved dufte, en melodi i radioen, når jeg lytter til hendes CD´er, nyder solens varme på mit ansigt – min mor elskede solen, kigger på fødselsdagskort med hendes særlige skrift, Disneys juleshow – det elskede min mor, ser billeder af hende og hendes store smukke øjne, eller når jeg stikker næsen ned i det halstørklæde, hun havde på ved nytårstid, der dufter af hende og som jeg gemmer i en plasticpose, for at duften ikke forsvinder.

Sorg er en stor følelse, fordi vi mister.

I tilbageblikket over årene, har flere af mine veninder også mistet forældre, og senest mistede min kære veninde sin far her mellem jul og nytår. Og vi veninder har mistet en anden kær veninde for nogle år siden. Dødsfald er et chok. Selvom vi kan være forberedt på dem, grundet sygdom. Når vi mister noget som vi har kært, mennesker vi holder af, eller forældre, mister vi også kærlighed. Kærlighed en given ting, som vi dagligt ikke tænker på, men når den er væk, mærker vi dens ubetingede følelse forsvinde. Personlighed og kendetegn ved det menneske vi har mistet forsvinder.

Den følelse var et chok for mig, da jeg mistede min mor, som jeg har skrevet om før her på bloggen.

På denne særlige mærkedag, for mig, vil jeg dele starten af min bog, jeg skriver på og som jeg har været meget genert over at vise til nogen.

—————————————————————————————————————————

PROLOG:

I det samme, jeg satte nøglen i døren, vidste jeg der var noget helt galt. Jeg kunne se dig fra gangen ligge helt akavet og halvt ud af sofaen. Alarmklokkerne bimlede for fuldudblæsning i mit hoved, hvor pulsen pumpede i mine tindinger, at det næsten sortnede for min øjne. Jeg ilede hen over stuegulvet til sofaen, mens tankerne strømmende rundt i mit hoved ”nej, nej, nej mor, det gør du ikke. Du sover. Der er ikke sket noget.” Du lå med vidtåbne øjne, der var endnu større, som du lå der med brillerne på næsetippen, i dine cowboybukser, sorte T-shirt. Dine sorte ankelsokker var ligesom tvistet rundt på dine små fødder.  Jeg tog din puls, i bar befippelse og ringede til 112. Straks jeg havde sluttet samtalen, begyndte tårerne at strømme ned af mine kinder.

I et vakuum af intethed og med tårer løbende ned af halsen, vandrede jeg rundt i lejligheden fra det ene rum til det andet. Der lå piller over det hele. På sofabordet havde du sirligt lagt telefonen, der var slukket, cigaretter og din frugt ved siden af hinanden og dit store glas vand. Jeg ledte efter et brev. Havde du mon skrevet noget? Minutterne fløj afsted og pludselig kom ambulancefolkene. De ville prøve om de kunne genoplive dig, men sagde efter et minut.

”Der er ikke noget at gøre – det er for sent.”

Jeg rystede over det hele og kunne ikke få klarhed på mine tanker. Gik ind i soveværelset, ud i gangen, frem og tilbage helt formålsløst. Jeg skyndte mig at ringe til familien. Min søster var på arbejde og jeg skrev en sms til hende om at ringe snarest hun så min besked. Ambulancefolkene sagde de ville ringe til politiet og kredslægen, som var kutyme når et dødsfald indtræffer. Jeg nikkede. Gud min bror. Han var omme på den anden side af jordkloden, på ferie. Skulle jeg sende ham en sms? Nej. Jeg ville vente på min søster, som ringede mens politiet ankom. Jeg fik fremstammet ”Mor er død” og græd endnu mere. Hulkede ned i telefonen, og måtte samle mig selv, da jeg åbnede døren for politiet.  Min søsters stemme blev tyk og snørede sig sammen.

”Nej, det er ikke rigtigt. Jeg kommer med det samme, jeg tager en taxa.”

Politiet begyndte at spørge mig ud om, hvordan jeg havde fundet min mor og hvem jeg var, familieforhold og hvorfor der var så mange piller? Jeg svarede på det hele, mens jeg krammede et stykke toiletpapir, der var blevet helt lille og fnulleret af alle mine tårer. De var meget forstående de to unge politibetjente.

Kredslægen, en bredskuldret ældre mand, ankom og så på dig.  Med dyb stemme sagde han ”Klokken er 15.00, d. 7. januar 2011 og din mor er hermed officielt erklæret død.” Endnu flere tårer rendte ned af kinderne i en varm lind strøm. Jeg fattede det ikke, den var så uvirkelig, virkeligheden.

Jeg rystende over hele kroppen og følte mig afsindig alene. Politiet, ambulancefolkene og kredslægen. Alle de mennesker, kunne de ikke bare forsvinde, så jeg kunne starte forfra, ankomme og du ville åbne døren og byde mig velkommen med ”Mors store pige.”

Min søster ankom og var helt stille af sorg. Vi omfavnede hinanden. Græd og gik stille ind i stuen. Politiet lod os være alene med dig, som vi kiggede længe på – rørte dine kinder, din pande og dine hænder. Vi græd. Talte meget lidt sammen. Vi kiggede på hinanden. Vi kiggede ømt på dig, mens vi ventede på ligvognen. Det føltes som en evighed. Så tomt. Døden fyldte virkelig hele lejligheden. Døden var kommet på besøg og den var mærkbar. Dens lugt hang tykt i hele stuen, hvor julepynten vidnede om en svunden tid og et spædt nyt års begyndelse. Hvor mon din sjæl var henne?

”Nu har hun endelig fået fred.” Sagde min søster pludseligt midt i den larmende stilhed.

Ja, du havde fået fred.

Ligvognen kom og de to ambulancefolk bedte min søster og jeg om, at gå ned og vente.

”Det er ikke så rart at se på, når vi flytter jeres mor over på båren.”

Vi tog vores overtøj, trykkede elevatoren op og fik øje på to røde juleglashjerter, der hang som pynt på døren. Vi tog hver et.

Vi gik hen til min bil og kiggede op på lejligheden, hvor vi havde besøgt dig i et hav af gange og hvor vi havde fejret, fjollet og faret med dig. Ryddet op og gjort rent. Din endestation blev udkanten af Frederiksberg, som du forlod i en grøn ligpose. Du var væk. Du var død. Din skæbne som min mor var forbi. Jeg havde tons af billeder på min nethinde af dig og vores liv sammen i mere end 50 år. Al min vrede, var skjult kærlighed til dig.

Dette er min historie. Den er til dig mor.