10 inspirerende kilder til din inspiration

Langt de fleste mennesker har brug for at blive inspireret. Både kreativt, arbejdsmæssigt og privat. Ofte krydser de tre felter hinanden, som får idéerne til at springe. Bedst som du sidder med strikketøjet i skødet popper der en idé eller løsning op på noget, som du har tumlet med på arbejdet. Eller når du går en tur med hunden kommer idéer til et kreativt arbejde. Og sådan fortsætter felterne at inspirere hinanden.

Min erfaring er, at det ofte er udenfor vores arbejdsfirkant, at de kreative idéer kommer. Det er ikke når vi sidder på arbejdet og tvinger dem frem. Det kan de også, men det er som regel når vi mindst venter det, at de dukker op. Netop når vi gør noget helt andet.

En sommer for nogle år siden, sad jeg og skrev på et kursus, der netop handlede om at få dine idéer og din kreativitet i et flow. Kurset kan du læse mere om her.

Jeg var meget optaget, af hvornår idéerne kom, fordi jeg selv intuitivt, fra jeg var helt ung, fik rigtig mange idéer. Virkelig mange idéer. Dengang var jeg ikke så ferm til at holde fast i dem, skrive dem ned eller få dem udført. Den teknik har jeg opøvet over årene.  Mange af mine idéer har jeg brugt indenfor mit arbejdsfelt, der både tæller; radio, tv, internet, iværksætteri, arbejdet med journalistik, teater og kommunikation.

Jeg har samlet nogle kilder, som du kan lade dig inspirere af. Snup dem du kan bruge og kom gerne med en kommentar.

10 inspirerende kilder til din inspiration

  1. Gå i teatret – Især hvis du er en af de typer, der intet har tilovers for teatret. Du vil blive overasket. Den energi du kommer ind i teatersalen med, ændrer sig undervejs som stykket udspiller sig, for øjnene af dig, og flyder op på scenen, hvor der står rigtige mennesker af kød og blod. Mennesker som har brugt uger og måneder på at indøve roller. Din energi smitter deres og sådan kommer der en menneskelig vekselvirkning af energi i teaterrummet – fra publikum til skuespillerne og tilbage igen. Det synes jeg er fantastisk. Fordi det er stort, det er levende og tekst og scenografi, arrangementer, musik og kostumer kan vælte en omkuld, ligesom det helt minimalistiske udtryk kan det. Langt det meste teater sætter tanker og refleksion i gang om det er klassisk teater, moderne, eksperimenterende, ballet, opera, musical – prøv dig frem og find din egen smag. Hvis du kan lide at gå i teatret, så prøv at vælge noget andet end du plejer. Måske en af de små scener, der findes i de fleste byer.

 

  1. Se film – En god film nærer sjælen og ligesom teatret sætter det tanker i gang. ”Film skal ses i biografen” var et slogan fra fordum tider. I dag er biograferne udfordret med oceanet af streamingtjenester i alle mulige afskygninger. Her er mit ærinde ikke at tale biografernes sag, for det kan være ligeså hyggeligt at sidde hjemme i sofaen og se en dejlig film, som det kan være en skøn oplevelse at gå en tur i biografen. For lige der i mørket, med det kæmpe store lærred foran dig, sker der noget med oplevelsen af en film. Det giver en ekstra dimension, at sidde i mørket. Og så kan det være meget inspirerende at se en film; se hvordan formen er, replikkerne, skuespillet, klipning, special-effekt og hele temaet i filmen, hvordan den er behandlet. Sammen med nogle gode veninder, går jeg jævnligt i biografen og vi holder vildt meget af at sidde og diskutere filmen bagefter. For vi har ofte tre forskellige meninger og ser nogle forskellige ting. Og det kan være oplysende og inspirerende. Prøv at udfordrer dig og vælg en film, du som type aldrig ville se. Det er ofte inspirerende at vælge noget andet end du plejer f.eks. en dokumentarfilm eller en film med et andet sprog end engelsk; fransk, tysk, spansk eller finsk.

 

  1. Læs bøger – gå på biblioteket – Bøger er til at blive klog af. Bøger folder forunderlige verdner ud for øjnene af dig. Det dejlige ved bøger er, at du danner dine egne billeder af karaktererne, miljøerne og stemningen. For nogle år siden var jeg til et foredrag med Suzanne Brøgger og hun sagde, at hvis man ville dykke ned i den menneskelige psyke, skulle man læse litteratur og ikke psykologi. Det var egentlig meget klogt sagt. For bøger repræsenterer alle afskygninger af den menneskelige psyke og sjæl. Og der findes så mange fantastiske og dejlige bøger, i alle mulige genrer. Bøger nærer også sjælen og tankerne, fordi fordybelse gør noget ved hele dit system, der slapper af og selv danner billeder, end at få alt serveret på et sølvfad. Nogen mener det er kedeligt at læse, men kedsomhed er også nærende for sjælen. Jeg har ofte hørt, at det er svært at koncentrerer sig om at læse. Derfor skal de første fire sider læses igen og igen. Fordi tankerne ustandselig flyder omkring. Hvis det er tilfældet, så læg din bog til side og gå i gang med en anden. Vi er som mennesker vidt forskellige og nogen skal tændes fra første linje af bogen mere end andre.
    Biblioteket bugner af dejlige bøger. Ofte køber bibliotekerne de nyeste bøger hjem, og de populære købes hjem i flere eksemplarer, så ventelisterne ikke er for lange. Men går du efter de klassiske kan du være yderst heldig. En boganmelder fra Weekendavisen, Frederik Stjernfelt, brugte i en anmeldelse som overskrift ”Styrken i et bibliotek”, som den pågældende bog var et rørende apologi over folkebiblioteker. For det er styrken i et demokrati, at folkeoplysning er gratis, ligesom vores uddannelser. Derfor hepper jeg lige på bibliotekerne.

  1. Læs avis – Køb en papiravis og læs den over en kop kaffe. Jeg ved godt mange mener, at en papiravis er gamle nyheder. Men en papiravis og tiden med den, avler en anden form for fordybelse, end at skimme og scrolle artikler på netavisen, hvor koncentrationen bliver forstyrret af blinkende og bevægelige annoncer og reklamer.
    Især avisernes weekendudgaver i papir kan være en herlig oplevelse, hvor der er plads til at gå i dybden med enten et portræt, et tema eller et længere debatindlæg. Papiraviserne har også små nyhedsnotitser fra rundt om i verden og det kan være ret inspirerende at læse.
    Jeg læste, i starten af 00´erne, en dansk filosofs råd til at holde sig orienteret i vores teknologiske fremtid. Og hans råd var dagens avis i den ene lomme og biblen i den anden. Mere mente han ikke vi havde brug for, at forstå vores eksistentielle væren og dannelse og etik og moral.Et godt tip er at gå på biblioteket eller på café og dyk ned i dagens aviser, hvor de fleste af landets aviser er repræsenteret.

 

  1. Gå ud i naturen – Gå en tur. Gåture er godt for vores system. Både det fysiske og det psykiske. Al bevægelse er sundt og jævnlige gåture kan være med til at holde dit kolesteroltal nede, samtidig er en gåtur stor stimulation til alle vore sanser; syn, høre, lugte, føle, bevæge og måske endda smagssansen. En god gå-rytme gør noget helt enestående for vores fysiske og psykiske velbefindende, og ikke mindst vore tanker. Vores egen danske teolog og filosof Søren Kierkegaard skrev dette for over 200 år siden;
    ”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den. Sådan skrev teologen og filosoffen Kierkegaard (1813-1855) i et brev til svigerinden Henriette, som var syg, og selv var han hele livet glad for at gå.” (pilgrimsvandring.dk)


  1. Arbejd hjemme og gå på cafe – For nogle år siden, blev der skrevet en del om, at arbejde ude på en café, gav energi til kreativiteten. Det understøtter flere analyser og teorier. For idéer opstår i krydsfelter. På den måde er caféen unik. Den er fyldt med mennesker, idéer og synspunkter. Idéerne støder sammen og blander sig med hinanden. Caféen repræsenter forskellige kulturer og discipliner, der får eksisterende koncepter til at opløses. Den svensk-amerikanske foredragsholder og forfatter Frans Johansson udtrykker det sådan her. ”Når du træder ind i krydset mellem felter, discipliner og kulturer, så giver det mulighed for at forbinde eksisterende koncepter med store mængder af ekstraordinære, nye idéer.” Langt de fleste chefer af typen, der formår at motivere deres ansatte, vil aldrig rynke på panden over en arbejdsdag på en café. Resultaterne vil komme mangfoldigt tilbage. Din kreativitet, idéudvikling og passion er grundlæggende værdier i dit arbejdsvirke, om du er lønarbejder, iværksætter eller selvstændig.

 

  1. Dyk ned i podcast universet – Hvis der er noget, der brager gennem lydmuren er det podcast og lydbøger. Det er helt vildt, som det er ekspanderet over de sidste fem år. I dag er en podcast og video på lige fod. Der findes utrolig mange podcast, der både er til at blive klog af, underholdt af og sund af. Jeg har selv flere favoritter og kan med hånden på hjertet anbefale samtalemosaikken på Dr P1 ”Drømmenes Kaptajn” om og med Troels Kløvedal. Det er fem fantastiske afsnit om Kløvedals liv og ikke mindst hans verdensomspændende sejladser. Hvorfor jeg anbefaler den, er at jeg ikke selv sejler, men rejser engang imellem ud i verden, derfor er det vildt inspirerende at lytte til et menneske, der fra sine helt unge dage har taget stilling til, hvordan han ikke vil leve sit liv.
    ”Det næste kapitel” på Radio24Syv er også en podcast jeg kan anbefale. Studieværen formår at komme helt ind under huden på sine gæster, der tæller kendisser, politikere, skuespillere, forfattere og andre vi danskere kender fra medierne. Men dyk ned i podcastuniverset og find dine egne favoritter – der er oceaner af podcast at vælge imellem.


  1. Lyt til musik – Musik er verdens universelle sprog. Musik er følelsernes sprog. Musik taler direkte til sjælen om det er klassisk, opera, instrumental, moderne, pop, soul, rock, funk, punk, jazz eller hip hop. I dag findes der over 150 forskellige musikgenrer. Musik nærer alle de følelsesmæssige tilstande og begivenheder i livet. Hvordan og med hvad du lytter til din musik, bestemmer du selv, men jeg er lidt analog i den retning og elsker, at sætte en CD i og skue op for den gode lyd. Musik er sammen med litteratur mit fundament og spring ind i voksenlivet. I mange år byggede jeg min karriere på netop musikkens fundament, da jeg producerede radio og interviewede et hav af musikere.

  1. Bag et brød – Måske smiler du og det er da en god begyndelse. Det kan føre til stor kreativitet, at skabe noget med hænderne, om det er madlavning, håndarbejde, bygge, tegne, male eller bage. Netop at skabe noget fra bunden giver rum til tankevirksomhed, fordi det er med hænderne du koncentrerer dig, ved at begrave hænderne i dejen, få det til at hæve, ælte det og forme et lækkert brød, du kan nyde med dine kære bagefter. For det er, som før skrevet, i krydsfelter at idéer opstår. Ved at bage et brød har du både tekstur, disciplinen i at doserer ingredienserne og være opmærksom på den rette temperatur er rigtige for at brødet lykkedes. I den proces kan der opstå virkelig gode idéer.

  1. Gå på museum eller galleri – Der er ikke noget som kunst, der kan være med til at pirre til opfattelse, iagttagelse og refleksion. Lige meget om det er installations-kunst, eksperimenterende kunst, klassisk kunst eller moderne kunst. Vi ser og opfatter ligeså forskellige vi som individer er. Derfor kan en tur på et kunstmuseum, et galleri eller en kunsthal give kreativt inspiration til alt fra arbejde til etiske holdninger, meninger og moral. Det befriende ved kunst er, at det ofte skaber et udtryk og en kommentar til det politiske, kulturelle og samfundets dagsorden – sætter det på spidsen og vender virkeligheden 180 grader. Kunst udvider vores æstetiske og etiske opfattelse, og kan udtrykke hvem vi er som mennesker.Vi ser os selv gennem kunsten, teater, litteratur, musik og sociale relationer.

 

 

Billeder i dette indlæg er dels mine egne og nogle fra unsplash.com

By | 2019-08-23T11:35:50+00:00 august 23rd, 2019|Kreativitet, Personligt|0 Comments

Leave A Comment